142020sep
Innovation Days 2020

Foto: Rasmus Eriksen
Af Rikke Tange BDE’19

Gymnasiebesøgene på instituttet i efteråret skydes som vanligt i gang med to innovationsdage, hvilket fandt sted den 26. og 27. august for gymnasieelever fra Øst-, Midt- og Vestjylland.
En bombning, en klistermærkeordning, landsdækkende skilte, QR-koder og en ny bydel.

Kreative og nytænkende løsningsforslag kom i tusindvis fra de deltagende gymnasieelever, der arbejdede med udfordringer ved forbrugervenlig emballage og tiltrækning af studerende til Herning.
Coaches, der selv er studerende på Instituttet for Forretningsudvikling og Teknologi, guidede under innovationsdagene gymnasieeleverne gennem idegenereringsprocessen. Samtidig udfordrede de dem med teknikker og øvelser, som øgede kreativiteten. Næsten 400 gymnasieelever deltog ved dette års Innovationsdage, mens de gældende corona-restriktioner stadig blev overholdt.
Hver gruppe skulle afslutningsvis levere en knivskarp præsentation af deres ide med en varighed på 1,5 min., hvor der var en præmie til den bedste ide for hver af dagene. Den første dag gik præmien til et hold fra Midtbyens Gymnasium i Viborg, som havde udtænkt et mærkningssystem til emballage, så forbrugerne kunne se, hvor meget af emballagen, der var genanvendelig.
En gruppe fra College360 i Silkeborg vandt den efterfølgende dag. De havde påtænkt, at Herning som uddannelsesby skulle markedsføres igennem landsdækkende skiltning, der informerede om afstanden til Herning, fx fra Roskilde eller Nykøbing Mors, mens influencer skulle udbrede skiltenes betydning.