202013nov
Drømmejob hos Lego og studie i fritiden

I denne uge har vi fanget en tidligere BDEer, som i dag har fået sit drømmejob hos Lego efter en målrettet indsats, allerede fra start af BDE studiet.

Navn: Kenn Rytter  |  Alder: 28  |  By: Herning

Hvornår startede du på BDE? Hvis du gik direkte videre på en kandidat, hvilken? Hvis ikke, lavede du noget imellem? Hvornår er/var du færdig på din kandidat?
Jeg startede på bacheloren Business Development Engineer i 2009 og færdiggjorde mit afgangsprojekt sommeren 2012. Herefter begyndte jeg direkte på kandidaten Technology based Business Development, som er struktureret omkring 2 dage i skole og 3 dage i praktik ved en mentorvirksomhed om ugen.

Jeg har som så mange andre drenge drømt om at arbejde hos LEGO, fordi LEGO i mine øjne laver verdens bedste legetøj. Jeg satte derfor allerede det mål for mig selv, da jeg startede på BDE, at jeg ville være produktudvikler hos LEGO. Det mål har jeg gået 110% efter og fandt ud af hvilke kompetencer det krævede for at arbejde som produktudvikler og lagde alt mit fokus her igennem studiet. Et halvt år før opstart på kandidaten kontaktede jeg LEGO vedrørende et internship og fik pladsen. 14 dage efter bachelor eksamen startede jeg som intern i Prototypes hos LEGO.

Jeg har siden da arbejdet hårdt på at bevise mit værd hos LEGO igennem mit arbejde og ved at færdiggøre kandidaten et halvt år før tid (færdiggjorde 3. semester i sommerferien 2013). Det resulterede i at jeg allerede fik jobbet som Prototype Engineer 1. oktober 2013 og jeg skriver nu min kandidatafhandling efter arbejde og i weekenderne med aflevering januar 2014.

Hvilke kompetencer (fagligt/personligt) har du fået på BDE, som har været særligt gode for dig? Har disse kompetencer været en del af en videregående uddannelse, eller speciel for BDE?
Jeg har udviklet mig meget i min tid på BDE. Jeg har i den proces bl.a. lært at tænke uden for boksen, argumentere for mine holdninger og belyse et problem fra flere vinkler for at finde den bedste løsning. Blandt de faglige kompetencer kan nævnes:

  • Produkt/koncept udvikling
  • Materialelære
  • Matematik
  • Fysik
  • Mekanik
  • Tegne og beregne i CAD programmer
  • Færdigheder i værkstedet
  • Kreativitet
  • Innovation

Disse kompetencer er ikke kun specielle for BDE og nogle jeg bruger på daglig basis, både på kandidaten men også på jobbet.

Du har fået job hos Lego – kan du fortælle nærmere om det?
Jobbet som Prototype Engineer indebærer at levere prototyper ind til de forskellige projekter på LEGO, såsom DUPLO, Star Wars, etc. Det er et verdens bedste job, hvor jeg tegner, designer og beregner igennem hele produktudviklingsfasen.

Udover BDE, uddannelse og job – hvad laver du så i din fritid?
Fritiden bruger jeg på dans og det har gjort de sidste 23 år nu bl.a. Hiphop jazzballet, step, standart/latin og breakdance hvor jeg hjælper til på 2 hold ved Danseskolen, familien Nielsen (Herning). Alt afhængig af sæsonen står jeg på wakeboard eller snowboard.

Har du nogle gode råd/forslag/anekdoter, som du gerne vil videregive til nye, håbefulde BDEere?
Hvis jeg skulle give et råd til nye håbefulde BDE’er vil det være at finde ud af hvad man vil arbejde med efter endt uddannelse og ligge en plan for at opfylde dette mål. BDE er en meget bred uddannelse, så når man har fundet det man brænder for skal man fokusere på det igennem resten af uddannelsen og arbejde hårdt på at opnå de nødvendige kompetencer. På den måde giver man sig selv de bedste forhold for at læse videre eller få et job. Et sidste råd må være IKKE at færdiggøre sin kandidat et halvt år før, det er simpelthen for hårdt, specielt når man har job ved siden af.

Nu er du tidligere BDEer, – får vi dig at se til vores galla?
Det kunne nemt ske!! 🙂