
Af Juliane Rask Maack BDE19
Onsdag d. 23. november havde vi besøg af fem færdiguddannede BDE’ere. Arrangementet var en stor succes og til stor inspiration for nuværende studerende.
De fem oplægsholdere er gået i fem forskellige retninger karrieremæssigt, hvilket gav indsigt i nogle af de mange veje, vi kan vælge at gå som BDE’ere. Der var rigtig god interaktion blandt de deltagende, og der blev netværket på kryds og tværs – der var sågar en åben invitation til at komme til Canada at arbejde. Denne kom fra Lars Dyrvig Johannesen, der er Head of Operational Programs ved Siemens Gamesa i Ontario, Canada. Lars var med på Zoomforbindelse, da han altså bor og arbejder i Canada.
Derudover havde vi besøg af Marc Mortensgaard, der er konsulent ved Teknologisk Institut i Innovation & Digital Transformation. Marc blev færdiguddannet i år og har derfor nyligt stået i ansøgningsproces og overgangen fra studie til fuldtid.
Herudover fik også besøg af Mathilde Fogh Friedrich, der er PhD studerende ved Aarhus Universitet. Her forsker hun på hvordan man kan kombinere AI og AR i sport. Hendes PhD hedder: “Design, evaluate and implement an architecture that combines multiple AI components into AR to realize real-time reenactment of responses, mood, anxiety, and body movement”.
Vi skulle selvfølgelig ikke snydes for en succesfuld iværksætterhistorie – denne kom fra Rehmi Kristensen, der er direktør og founder i LeadMotor, som han startede under studiet med to andre medstuderende. Rehmi og LeadMotor er ude på noget af vækstrejse, der er og bliver interessant at følge.
Slutteligt havde vi besøg af Rasmus Tange Præstegaard, der er Novelty Planner ved LEGO, som arbejder med produktionsplanlægning og risikoanalyser ved LEGO.
De deltagende var meget positive over aftenens forløb, der har givet inspiration til kommende karrierevalg og -muligheder.
TAK til oplægsholdere og deltagere for at bidrage til dette arrangement.